Gæsteblog: Hvorfor skal andre bestemme min pensionsalder?

Gæsteblog: Hvorfor skal andre bestemme min pensionsalder?

Dette er et gæsteindlæg fra Christian Soelberg Due fra Min Investering og er altså ikke nødvendigvis udtryk for mine egne holdninger.

Da jeg fyldte 19 år havde jeg mit første fuldtidsjob og begyndte stille og roligt at spekulere på pension. Jeg kendte ikke reglerne og gik derfor ud fra at jeg kunne gå på pension inden jeg blev 70 år på samme vis som mine bedsteforældre.

Flere af mine bedsteforældre har valgt at gøre brug af muligheden for at få udbetalt deres pension inden tid og er derfor enten gået ned i tid eller stoppet med at arbejde inden de fyldte 65 år. Det har været en god alder for dem da de så har haft tid til at nyde børnebørnene i deres barndom og rejse inden kroppen siger fra, altså et dejligt otium efter et langt arbejdsliv.

Selvom vores levealder stiger er der nemlig stadig det naturlige slid af kroppen og selvom mange af os passer bedre på kroppen og selvom vi er blevet dygtige til at f.eks. udskifte et knæ, så er det ikke uden komplikationer[1] som ofte nedsætter livskvaliteten betydeligt.

Derfor blev jeg også meget overrasket da jeg læste at min forventede pensionsalder er 73 år og jeg maksimalt kan begynde at få udbetalt min private pensionsordning 5 år inden. Tal der for min lillesøster på 20 år hedder 75 år og 3 år inden.


Problemet er velfærdssamfundet

Forstå mig ret, jeg er meget positiv overfor vores velfærdssamfund. Jeg mener at vi har et af de bedst fungerende samfund i hele verden og selvom vi altid kan forbedre og lære nyt, er der også mange der kunne lære af os.

Vi har en solid lovbaseret pension der hedder folkepensionen som betales over skatten. Det betyder at vi skulle hæve skatten hvert år hvis vi skulle holde pensionsalderen i takt med at der bliver flere ældre og levealderen stiger og det er der ikke politisk flertal for her i Danmark.

Den anden løsning var at sænke pensionen, hvilket også har vist sig at være en svær manøvre. Så det letteste at få gennemført politisk har været at rykke pensionsalderen og bruge den længere levetid som argumentation uden at se på komplikationerne.

Inden min pensionsalder tror jeg at vi ser en støre ændring af pensionssystemet, måske med differentieret pensionsalder eller udbetaling, men det er en svær manøvre. Derfor er jeg også meget usikker på hvornår jeg kan få folkepension og regner først med den i mit budget fra jeg er ca. 75 år. Størrelsen tror jeg forbliver ca. den samme som i dag.


Jeg betaler gladeligt mere

Pension er kedeligt at tale om og derfor springer mange over hvor gærdet er lavest. Men det kan bedst betale sig at tale om det tidligt i livet og lade det passe sig selv bagefter.

De fleste indbetaler ca. 15% til pension, men jeg vil gladeligt indbetale 20% eller måske endda 25% hvis det betyder at jeg kan få 10 år mere som pensionist. Det kunne være at vi selv skulle have mulighed for at bestemme vores pensionsalder og så betale efter det? Det vil dog kræve at folkepensionen indbetales på samme måde som ATP der også er lovbestemt, men betales af arbejdsgiver og dig selv. Der skulle naturligvis stadig være et sikkerhedsnet til dem der ikke selv kan indbetale.

Min egen pension

Jeg har ikke et hårdt fysisk job og håber derfor ikke at det bliver kroppen der sætter en stopper. Mit eget mål er at kunne holde ”mini-pensioner” et par gange i livet hvor jeg f.eks. tager et år ud af kalenderen imens børnene er små, et år hvis mine forældre får brug for hjælp ect.

Ud over det ønsker jeg muligheden for at gå ned i tid fra jeg f.eks. er 60 år, det passer meget godt med tiden hvor der måske kommer børnebørn og det vil jeg gerne kunne tage del i.

Helt at stoppe med at arbejde tror jeg aldrig jeg gør, ikke så længe kroppen og hjernen tillader andet. Jeg sørger dog for at der er penge til det, så jeg aldrig skal bekymre mig.

Min pension består af:
– Folkepension
– ATP
– Aldersopsparing
– Aktiesparekonto (Frie midler)
– Opsparing for frie midler

Aldersopsparing og Aktiesparekonto er midler der skal bruges til at dække den manglende ATP og folkepension hvis jeg går deltid inden pensionsalderen. Aldersopsparingen kan jeg få 5 år inden pensionsalderen og aktiesparekontoen kan jeg altid trække fra.

Ud over det har jeg en opsparing for frie midler der skal give en passiv indkomst på ca. 10.000 månedligt (er målet) fordelt på 5.000 til mig og 5.000 til min kæreste. De penge kan bruges på mini retirements indtil jeg går ned i tid og derefter til at supplere økonomien.

Kan jeg spare mere op? Måske, men jeg har ikke behov for det. Jeg forventer et afkast på 5% årligt hvorfor jeg skal bruge 2.4 mio. I virkeligheden kan jeg nøjes med mindre pga. renters renter hvis jeg da kan udskyde det første mini retirement lidt.

2.4 mio. er 6.666 jeg skal spare op hver måned fra jeg er 30 til jeg er 60. Til gengæld indbetaler jeg ikke til en ratepension eller livrente (ud over ATP)

Min sammensætning passer sikkert ikke til dig, men jeg håber at det kan inspirere til at nytænke din pension.



[1] https://www.gigtforeningen.dk/nyheder/2018/2-halvaar/hvorfor-oplever-hver-femte-fortsat-kroniske-smerter-efter-udskiftning-af-knae/

Skriv en kommentar